ESG rapport
Hos Morningtrain tror vi på, at godhed er sund forretning. Derfor har vi altid forsøgt at drive vores forretning på en ordentlig måde – over for mennesker, miljø og samfund. Her kan du læse, hvordan vi konkret arbejder med ESG – selvom vi først for nylig er begyndt at samle det under ét navn.
Vores mål: Godhed som forretningsmodel
Vores vision er at bidrage til en verden, hvor godhed er sund forretning. Det betyder, at vi tror på langsigtet, bæredygtig og menneskelig værdi – frem for kortsigtet gevinst.
Vores værdikæde er mennesker – kolleger, kunder og partnere. Det er dem, vi påvirker mest, og derfor er det også her, vi tager mest ansvar.
Læs gerne mere om vores kultur og værdier her, hvis du vil se, hvordan vi lever vores ord i hverdagen.
ESG hos Morningtrain
Hos Morningtrain har vi aldrig gjort tingene “bare fordi man skal”. Vores tilgang til ESG er ikke et spørgsmål om rapporteringspligt eller smarte forkortelser – det handler om at gøre tingene ordentligt. For os. For hinanden. Og for verden omkring os.
Vi har samlet her, hvordan vi arbejder med Environment (miljø), Social (mennesker og kultur) og Governance (forretningsetik og ledelse). Ikke fordi vi er perfekte – men fordi vi mener, det er vigtigt at vise, hvad vi tror på, og hvordan vi handler på det.
♻️ Environment – Miljømæssigt ansvar
Vi arbejder i en digital branche – og vores primære klimaaftryk ligger i energiforbrug, tech, kontor og transport. Derfor har vi lagt os i selen for at forstå, reducere og kompensere for den påvirkning, vi har.
Her er nogle af de tiltag, vi har sat i værk:
- Vores kontor benytter energisparepærer, og vi har politikker for at slukke lys og udstyr i rum, der ikke er i brug.
- I 2021 indgik vi et partnerskab med den internationale NGO Eden Reforestation Projects, hvor vi støtter skovrejsning i Kenya. Indtil videre har vi fået plantet over 33.000 træer – og det er vores bidrag til at balancere det aftryk, vi sætter.
→ Estimatet siger, at det har gjort os tæt på CO2-neutrale over perioden – og det er vi faktisk ret stolte af. - Vi sorterer affald, inklusive pant, med stor omhu. Det lyder småt, men det batter, når alle er med.
Vores dagligdag er også designet med miljøet i tankerne:
- Vi tilbyder fleksibelt hjemmearbejde og fjernarbejde, hvilket reducerer behovet for transport markant.
- Vi tilbyder vores kolleger at de også kan kombinere “business and pleasure” hvis de ønsker længere ophold i udlandet, men samtidigt gerne vil tjene nogle lommepenge til ferien. Derfor har flere af vores kolleger arbejdet uger eller måneder fra udlandet, hvor de kombinerer arbejde og oplevelser – uden at skulle pendle til kontoret.
- Vi er bevidste om vores brug af AI. Ikke fordi vi er bange for teknologi, men fordi AI-forbrug også er strømforbrug. Vi bruger kun AI i kerneopgaver, hvor det skaber reel værdi. I kan læse om vores brug af AI her.
Vi har ikke en lang ESG-rapport. Men vi har en holdning og en plan: At minimere vores aftryk og maksimere vores ansvar.
🤝 Social – Det menneskelige ansvar
Morningtrain er bygget på mennesker. Vi tror på, at en sund kultur starter med tillid, ansvar og ægte interesse for hinanden. Vi går op i trivsel og udvikling – både fagligt og personligt.
Fleksibilitet og trivsel som standard
- Hos os er der ingen fast arbejdstid. Du bliver ikke målt på, om du sidder 37 timer ved en skærm – men på om du leverer dine opgaver og om du trives, udvikler dig og gør en forskel.
- Vi arbejder med jobløn, som giver fleksibilitet og frihed – og plads til at arbejde hvor og hvornår det passer ind i livet.
- Vi tilbyder ugentligt betalt sport i arbejdstiden, så du ikke skal vælge mellem sundhed og arbejde.
- Vores kantineordning gør det nemt at få sund og god mad – også når dagen løber af sted.
Udvikling – fagligt og menneskeligt
- Alle kollegaer har månedlige 1:1-samtaler med deres leder – hvor vi taler om trivsel, ambitioner og retning.
- Vi laver konkrete karriereplaner, kaldet “work-life-karriere-samtaler”, hvor vi definerer mål og handlinger – og følger op løbende.
- Vi investerer tungt i opkvalificering:
- Interne undervisningsforløb i f.eks. kommunikation (baseret på antropologiske studier)
- Ekstern træning i kundeservice
- Coaching uddannelse hvor man får værktøjerne til, at hjælpe andre ved at empower dem.
- Deltagelse i konferencer, talks og messer
- Mentorordninger – både internt og med eksterne, som vi også finansierer
- Alle nye kollegaer får en mentor ved opstart – og onboarding bliver aldrig overladt til tilfældigheder.
Inklusion – uden skabelon
- Vi tror ikke på kvoter – vi tror på mennesker. Du får ikke et job hos os pga. køn, alder eller hudfarve. Du får det, fordi du er dygtig, passioneret og matcher vores værdier.
- Samtidig ved vi, at tech er en branche med en overvægt af mænd i. Derfor arbejder vi aktivt med at gøre vores brand og site mere appellerende for kvinder – for at tiltrække flere, der måske ellers ville vælge branchen fra.
- Vi går aldrig på kompromis med kulturen – vi tror på at ansætte dem, der tror på fællesskab og godhed før ego. Så skal vi nok lære dem resten.
Og ja, vi hygger os også
Alle medarbejdere bliver oplært i vores feedback-metode – og vi træner den løbende. Ærlig og transperent feedback er vigtigt for os, der for brugte vi tid på at udarbejde og udrulle en model til det. Den kan man se her.
Vi holder månedlige arrangementer, der styrker fællesskabet og relationerne. Vi har lavet en hjemmeside hvor kollegerne nemt kan få et overblik over arrangementer, og tilmelde sig – for at gøre deltagelsen til events større. Se vores arrangementskalender her på Morningevents.
Kort sagt: Vi giver plads til mennesker, der tror på, at når man sætter andre før sig selv, så sker der gode ting for én selv.
🧭 Governance – Ordentlighed i vores struktur
Bag forretningen ligger et stort fokus på gennemsigtighed og ansvarlig ledelse.
Vi tror på åbenhed, transparens og ansvarlig ledelse – også når ingen kigger.
Ledelse med flere stemmer
- Vi har tidligere haft et eksternt advisory board, og er i gang med at etablere et nyt. I mellemtiden fungerer vores partnergruppe som rådgivere for ledelsen.
- Partnergruppen består både af ejere og juniorpartnere, som er medarbejdere uden ejerandele – men med vigtige stemmer i strategiske beslutninger.
- Vi har haft et hyppigt direktørskifte, baseret på de kompetencer som rollen krævede i det kommende paradigme. Tidligere direktører er stadigvæk aktive i organisationen, så det handler om “right person for the job”, ikke at benytte sin magt til at beholde sin position.
Gennemsigtighed i samarbejdet
- Vi arbejder udelukkende med timebaserede priser eller produkter, som klart fremgår af kontrakterne.
- Vi giver adgang til en rapport over medgået tid, hvis en kunde måtte efterspørge dette.
- Alt vi koder, er kundens ejendom, såfremt de har betalt den aftalte sum.
- Vi genbruger aldrig kundespecifik eller forretningskritisk kode – kun generiske komponenter, og det fremgår tydeligt i vores kontrakter.
Læs gerne vores salgs- og leveringsbetingelser – de er skrevet uden småt.
Databeskyttelse og etik
- Vi har både en databehandleraftale og en ISAE 3000 self-audit, der dokumenterer vores praksis og ansvar i databehandling.
- Vi arbejder løbende på at styrke interne retningslinjer for etik, feedback og samarbejde. Vi har en specifik model til at give og modtage feedback. Denne oplæres alle kolleger i, og vi træner det løbende. I ser modellen her.
- Vi har en karrieremodel, som er tydeligt defineret, som giver vores kolleger en tydelig forståelse af hvad der skal til for, at komme op til det næste niveau – også at avancere i løn. Modellen kalder vi for TAJS, og den giver os en løntransperens i organisationen, baseret på kompetencer og ikke magt.